Karise Ungdomshus har haft den vildt store fornøjelse at Læs for Livet kom på besøg. Læs for Livet er en organisation, der arbejder målrettet på, at sikre gode læseoplevelser for anbragte børn og unge. Man kan læse mere på deres hjemmeside.

http://www.laesforlivet.dk

På Karise Ungdomshus ser vi mange unge, der ikke har positive oplevelser med hverken bøger eller læsning. Der er ofte nogle oplevelser af pligt, manglende succes, kedsomhed og i forlængelse af dette en modstand mod både bøger og læsning. Derfor var det ekstra spændende at få Læs for Livet på besøg. Her var vinklen på hvilke emner, de unge interesserede sig for, koblet med engagement og glæde, samt en tilpasning af sværhedsgrad i forhold til de unges aktuelle formåen.

Vi har nu modtaget godt 500 bøger, der står i vores nye læserum, hvor både unge og voksne kan finde plads, tid og forhåbentlig lyst til at fordybe sig i de mange fortællinger i reolerne.

 

Samtidig har det ført til nogle gode samtaler i både personalegruppen og i ungegruppen. Hvorfor er det overhovedet vigtigt at læse? Vi giver ordet til psykolog Svend Brinkmann, der har fundet 7 gode grunde til at kaste sig over fortællinger.

  1. Vi læser for at forstå os selv. Litteratur og fortællinger giver os mulighed for at forstå os selv bedre.
    (Vi kan tilføje, at det bliver et virkeligt godt alternativ til læsning af statusrapporter, udredninger og andre faglige skrivelser, der måske ikke altid bidrager til at den unge forstår sig selv bedre.)
  2. Vi læser for at forstå de andre. Litteratur og fortællinger giver os mulighed for et blik, der er rettet væk fra os selv, mod den verden vi lever i.
    (Det kan give mulighed for både at finde mulige forklaringer på hvorfor andre mennesker handler som de gør og dermed få svar på spørgsmål, man ellers ikke kan lide at stille.)
  3. Vi læser for at få det bedre.
    (For vores unge kan fortællingerne tilbyde trøst, flugt, genkendelse, løsninger osv. Litteratur kan fungere smertelindrende og er dermed meget relevant.)
  4. Vi læser for at få det værre.
    Man får det jo ikke godt, men nogle gange læser man om nogen som har haft det værre. Det kan føre til, at man selv træffer bedre valg, eller oplever ens egen situation som mindre vanskelig.
    (for vores unge kan det ofte skabe udgangspunkt for samtaler om hvilke valg, andre mennesker kunne have truffet, og dermed fører det til konstruktive samtaler om vanskelige livsvilkår, uden at de bliver personliggjort. Det kan skabe udvikling.)
  5. Vi læser for at få bedre idéer. Litteraturen giver mulighed for at vi kan tænke videre, vi kan overgive os til fortællingen.
  6. Vi læser for at passe på de gamle idéer. Brinkmann siger vi læser for at holde samtalen med det gamle levende.
    (Vores unge har det ofte meget blandet med alt der er gammelt. Ligesom deres pædagoger, der allesammen er alt for gamle. Men de er alligevel med på, at emner som kærlighed, retfærdighed og meningen med livet er værd at drøfte.)
  7. Vi læser for at få et frirum. Helt basic. Så handler det slet ikke om noget. Det handler bare om at være sammen med historien.
    (For vores unge kan det være en rigtig fin måde at glemme sig selv, glemme dagen idag, pligter, pædagoger, og hvad der ellers kan fylde i hovedet på en ung.)

Vi kan blot sige, at vi er super glade for bøgerne og vi ser frem til hvordan de unge tager dem i brug.